’]2 aristokratiske kredse, og har først fra dem trængt ud til de øvrige bønder. Den var ingen billig dragt og var aldeles ikke skikket til at bæres ved det daglige gaardsarbeide. Til gjengjæld var den vakker og klæ- delig; dog stillede den visse betingelser til den, der bar den, for at gjøre det rette værdigeindtryk. I den lave husmandsstue opunder fjeldet eller midt i skoven var den heller ikke.paa sin plads; men den, der nu træder ind paa en af de store gaarde i den nordlige del af Gudbrandsdalen, hvor de gamle bygninger endnu have faaet lov til at staa, vil straks erkjende, at deres lange svalgange og store værelser først vilde tage sig rigtig ud, naar de fyldtes med folk, der vare klædte i dalefolkets gamle dragt. Nu ere disse klæder for- længst aflagte, –og nye moder have fulgt efter i deres spor, der ere mere praktiske, men mindre klædelige. Hvor de gamle dragter e“nd“nu bevares, faar man se dem som en historisk mærkelighed, der gjemmes om- hyggelig paa loftet. Vaage var maaske det af dalens prestegjæld, der længst holdt ud med denne klædelige dragt. I dette aarhundredes første aartier blev den efterhaanden afløs1: af en anden, der var en ligefrem efterligning af den nyere tids moder. Spidskjolen, den korte vest med høi krave og knæbenklæderne have alle sine forbilleder i moderne fra I81o til 182o. De kom ind paa den gamle dragts bekostning. Gamle mænd holdt i det: længste ud med at bære denne, som stedse blev sjeld- nere og tilsidst vakte opsigt, naar den en enkelt gang blev seet ved en festlig sammenkomst. Nu ere “disse nye moder ogsaa-paa det nærmeste forsvundne og af- løste af den moderne bydragt, der saaledes bliver den
