3O den meget almindelig. Den østerrigske general, baron Steigentesch, som da besøgte Norge, lagde mærke her- til og omtalte denne nye norske nationalfarve i sine indberetninger; den blev imidlertid ikke gammel, da den hurtig fortrængtes af den røde. Om man nu efter dette ikke just kan hævde den ære for vore nationaldragter, at de ere Særlig nationale i den betydning, at de gjennem den større del af vor historie have været baarne“ af det norske folk, saa ere de alligevel nationale i en anden betydning. Idet de nemlig have fulgt de almindelige vekslende moder, der vare de herskende i Europa, men dog ingenlunde ere slaviske efterligninger af disse, vise de os, hvorledes vort folk har forstaaet at benytte de udenfra givne for- billeder og at anvende disse med de stoffe, som stode til deres raadighed. Medens man i udlandet havde meget forskjellige, simplere tog finere stoffe, der bleve anvendte i klæde- dragten, var den befolkning, som levede i de norske dale, henvist til ringere udvalg, naar den skulde forfær- dige sine dragter. Dog var det lige fra middelalderen heller ikke udsædvanligt at skaffe sig stoffe, der vare indførte fra udlandet. Men disse kunde paa grund af sin kostbarhed ikke anvendes af enhver og vare som oftest, selv hos de rigere bønder, forbeholdte for høi- tidsdragteme. Det nationale tøi var vadmelet; det var ogsaa op- rindelig dette, som udgjorde hovedstoffet i bøndemes dragter. Tildels fandt ogsaa skind nogen anvendelse, maaske især i de vestlige og nordlige kystlandskaber. Som stof i benklæder forekommer ogsaa skind i en- kelte indre fjelddale. Vadmelets naturlige farve er
