29 have en forøget interesse for os. Skal man tale om en nationaldragt i Norge, i ordets egentlige bety:lning, da er det alene berettiget at betragte den lappiske dragt som “saadan. Hvis man vilde gjøre et lignende forsøg, som det Gustav III i forrige aarhundrede forsøgte at gjøre i Sverige, da maatte man nærmest gaa til vore lappiske landsmænd, Som de, der med stor troskab havde be- varet, hvad de for lange tider siden – modtoge af vore forfædre. Gustav III sværmede for at skabe en dragt, der kunde bæres af hele hans folk og som en fælles na- tionaldragt udmærke dette fra alle andre. Det er be- kjendt, at hans forsøg fuldstændig mislykkedes Den af ham opfundne dragt var –heller ikke dannet efter ældre svenske dragter; det var en fantasidragt,– som ikke havde nogen forbindelse med fortiden og heller ikke havde levedygtighed. Den norske historie kan ikke opvise lignende for- søg. Man har hos os til enkelte tider ladet sig nøie med at sværme for en gjenoplivelse af de ældre drag- ter, uden dog at lade de fromme ønsker gaa over til handling. Derimod har man hos os været mere prak- tisk og mest forsøgt at holde sig til stoffet. Mangen en norsk fædrelandsven har i tretiaarene og senere hen anseet det for en dyd at gaa i hjemmeVirkede klæder af vadmel og værken. Til enkelte tider synes endog den graa farve, der er særegen for det natio- nale vadmel, at være bleven betragtet som ganske særlig national; engang var den paa veie til at blive den fremherskende farve i vore uniformer. Den kom op under feltoget i 18o8, og om sommeren 1814 blev
