I49 afbrudte halvringe, der passe paa det nøieste Sammen, mellemalderen kun som den uægte lodning, som vi bryde væk for at hele de ægte led«. Men denne paa- staud er, skjøndt “den har vundet stor anklang og sta- dig gjentages, dog mere aandrig end sand, og er op- rindelig kun fre1nkommen under forudsætninger, som ikke vise sig at holde stik. I disse forelæsninger er der forhaabentlig leveret et nyt, om end lidet bidrag til at paavise den betydning, som netop den lange tilsyneladende stilstandsperiode har havt, hvilken vort folk maatte gjennemgaa. Om lodningen i denne mel- lemalder end kan have været simpel, saa har den dog ikke været uægte, og den lader sig fremfor alt ikke fomegte. Thi det er dog paa den, at der nu skal bygges videre. “ Jo mere man kan overbevise sig om, at der har været et liv, at vort folk i den lange mørke tid ikke alene har beSiddet Selvstændighed hos de enkelte indi- vlder, men virkelig i større eller mindre fællesskab har vist ytringer af en mere vidtgaaende national selvstæn- dighed, desto større udbytte vil man ogsaa have af at sysle med hin tids historie. I sin bekjendte tale til fædrenes minde fra 1834 ytrede Henrik Wergeland, at det norske folk havde sovet en lang søvn, og at det derunder havde havt en drøm, der var lang og f1ygtelig: »0slos og Hamars røgdriver vare gjøglende skygger deri; mellem brudte vaabenskjolde og dynger af 1nenneskeben laa Knut Alfssons og Herluf Hyttefads hoveder henslængte; bødler kivedes med ørnene om de dryppende steiler«. Heldigvis var den drøm, som det norske folk kan have drømt, ikke ganske en Saadan, som den, digteren her O
Side:Træk af den norske Bondestands Udvikling.djvu/149
Utseende