136 y “ men paa den tanke, at disse i et og alt skulde afgive et udtryk for, hvad der var rigtig gammelt, rigtig havde hjemstavnsret i Norge, og fra dette udgangspunkt har man draget slutninger, der gik videre, end de virkelige forhold tilstede. Landbefolkningens tradition er ingen ublandet, og den har kun for en mindre del be- varet det oprindelige norske. Hvad den har gjort, er at omforme de fremmede elementer, Som den har til- egnet sig, med en større Selvstændighed end bybefolk- ningen og i denne nye skikkelse at fastholde disse længere. – i – Naar det med bestemthed kan paaviSes, at mangt og meget, som man længe har været tilbøielig til at betragte som ægte norsk, er noget helt andet, da bli- ver man ogsaa let tvivlende med hensyn til mange forhold, for hvis vedkommende en saadan paavisning ikke hidtil har været mulig. Men om der saaledes maa slaaes meget af paa den gamle lære om vor land- befolknings upaavirkede, ublandede norskhed, saa er det til gjengjæld saa meget glædeligere, naar man kan gaa ud fra, at den ikke til nogen tid har befundet Sig i stilstand, men stadig, om end lidet mærkbart, har be- væget sig fremad. Man har i vore dage en stor tilbøielighed til at lade tallet være det afgjørende. I den almindelige opfat- ning af bøndeme har dette maattet træde tilbage, idet man der netop har villet opstille et lidet tal af bygder, der netop have været de mest tilbageliggende, som rettesnor for alle de øvrige. I det 18de aarhundrede, da den ægte, oprindelige hyrdedigtning raadede, var man paa grund af forholdene lidt mere retfærdig i denne henseende, da man den gang i byerne kun kjendte
