rig rier og enten komme til vor almue umiddelbart derfra eller over Danmark. I den sidste del af middelalderen og den nyere tids begyndelse vare de vævede tapeter paa høieste mode i“ hele Europa; en nogenlunde til- strækkelig forsyning af saadanne hørte med til enhver fomem dames brudeudstyr. Ved festlige anledninger hængtes de paa væggene, medens de til daglig laa vel nedpakkede i kister og skabe. De paa tapeteme ind- vævede figurer vare udarbeidede med megen kunstfær- dighed; man saa gjeme paa dem store optrin af den bibelske eller verdslige historie. Det var fomemlig efter reformationen og udigjennem det 16de aarhundrede, at denne skik vandt almindelig udbredelse. Efterhaan- den blev vævningen udviklet til en stedse større fuld- kommenhed, og i gobe1instapeteme naaede de vævede tæpper sit høidepunkt, saaledes at man paa dem kunde gjengive allehaande kunstneriske frembringelser. Det er denne samme skik, der allerede i det 16de aarhundrede fandt veien til Norge, og som der ogsaa hos vore bønder naaede en høi grad af fuldkommen- hed, der i nutiden giver –dem en stor interesse. Efter de almindelige regler skulde det ikke ventes, at denne kunst havde fundet udbredelse i Norges indre bygder, før der var hengaaet en længere tid, efterat den havde vundet udbredelse i de lande, hvis væverier afgave mønstrene. Men denne gang holder ikke regelen stik. Kun kort tid, efterat den sædvane at behænge væggene med tapeter var bleven høieste mode paa Danmarks og Sveriges konge- og ade1sborge, havde den samme skik fundet veien helt op iThe1emarkens indre bygder. Der haves saaledes to høisædestæpper af denne sort fra I–Iiterdal, som ere vævede I574 og 1579. so
