Side:Til dem som forkynner.djvu/9

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

fulle åndsmagt. Akkurat som kom han in i min lyse stue og tok ut vinduerne og satte andre in, nogen små, nogen i blyrammer og med grøngult glas. Da påkommer mig efterhånden en bestemt følelse af kulde.

Har I set på landet, når én kommer til gårds, som de ikke kænner, eller som ikke kommer belejlig? De står ute på tunet, en eller flere af husfolket, vender halve siden til og ser over skulderen, undres, hvem det kan være eller hvad han vil. Hvor mangen gang har ikke da åpnet sig for mig et langt historisk fjærnsyn tilbake i utrygge tider, riks-ufredens, blodhævnens, misunnelsens bygderne mellem, helt ner til omdragende slagskæmper, ugærningsmæn og truende fantefølger. Eller de religiøse overgangstider med hemmelig fastholden af gammel tro, og derfor luring og forfølgelse og straf. Æn lovtrætternes utrygge dage med glubske inkassatorer i følge, slagsmål og hævn; den fallt sammen med brænnevinets værste voldstid. Få kunde læse, færre skrive, og frygt for svarteboken omkring dem, som kunde det. Også signekærringer og annet trollskab var de ræd; at ha noget utestående med en, var at være utryg for buskapen og alt de åtte.

Og derifra og til vor tid? Jeg mener til det liv, vi lever idag, lyst og trygt i stort samfun, vi, som får længsler af videnskabens opdagelser og løfter, og mot og fart i os af frihedskampene omkring os, dem vi selv tar del i; skønhedsglæde af verdenskunsten, varme af det kærlighedsarbejde, som går på om dagene, og som ingenting skræmmer ner eller gør træt; — kan nogen tænke sig, at sproget fra hin tid og hine tilstande kan bli sprog for os? Aldrig kommer det til at kunne gaa vore ærend.

Uten det rækker det ikke fræm.