Vistnok inrømmer en og anden af bondemålets strævere, at trolldommen i Vinjes mål sluttede med æmnet; der var de æmner den døde i. De inrømmer, at kunde bondemålet ikke bære mere æn som så, vant det aldrig ret til at bli landsgyldigt.
Men, siger de samme, Arne Garborg har nu synt os, at bondemålet, arbejdet ut som et andet landsgyldigt mål, magter mere; nu tør vi vænte, at det engang vil magte alt.
Ja, har Arne Garborg virkelig synt os det? Jeg har læst hans siste bok, han har utvilsomt den fineste sprogfølelse, den smidigste ævne. Men min dom går sammen med flere andres, som har kunstnerisk sans: forsøket, at skildre af vort nutidsliv i en by, selv det rå, med norsk bygdemål, det har glippet.
Best jeg sitter og læser ham, tar jeg mig i, at jeg lange stykker bruker mit eget mål og ikke hans; æmnet voldte det og stilens ånd; jeg afløste ord for ord uten at vite det; han hadde oversat, og jeg oversatte tilbake, — intil jeg stanstes af et ord, jeg ikke længer kunde afløse, i alle fall ikke uten omtanke. Så blev jeg skræmt op, så var intrykkets sansynlighed også borte. Ikke alene blev stemningen revet i tusene filler; først mange dager efter gled intrykkene sammen i ét mønster af én vævning. Men selv nu ligger en mat tone over det af noget, som jævnt har stæmt farverne ned. Noget er skadd.
Et Sprog er jo dog også talens billede af det liv, vi har levd som folk, hele livet, ikke bare en del af det. Åndsstrømningen gennem det sætter af og former, så det bestandig blir rikere og bekvemmere middel for os.
Når de øverste i folket gennemgår en logisk
