Side:Til dem som forkynner.djvu/6

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

klart for alle, at hvad Vinje synte os, var bygdemålets magt til at skildre bondens naturfølelse og familjeliv samt bondens tanker og spot over vore andres liv og grejer; — her var hans foredrag slående, ofte med stor magt til at ta; — alle forsøk længer fræm var oversættelse, ofte kluntet nok; da minkede han intrykket i stedet for at øke det, almindeliggjorde i stedet for at dele, afkølte i stedet for at gløde op.

Hvad er den kosteligste gamen i al hans skrift? Jo, at ta på alt vort, især det fineste, med vadmelsvåt. Han kunde føle ømt og dypt som få, hvor hans oprindelige natur blev tiltalt; men den blev let det motsatte; sprogæmnet indbød uvilkårlig til at lægge køkkenets og borgestuens Hån på storstuen og hele gården. Den store uhjælpeliges selvfølelse fik luft derved; men også træleblodet; begge dele.

Noget af den ædleste følelse og det skarpeste vid i vor bokavl findes hos Vinje; men altid innenfor det sprogs rækkevidde, han arbejdde i.

Skulde nu heraf følge, at vi må dele vort sprog i to efter emnerne? Ingenlunde. Vi kan komme til Tyrol og til Schweitz og høre bjælleklangen, folkesangen og den friske dialekttale, og vi har nøjagtig samme følelse af det heles overlegenhed i at gi Naturstemningen og bondelivet; likeså bondens rammende spot over det fornemme væsen, som surrer om hans tunge arbejde. Bondesprogets naturlige fynd i spotten er et sikkert billede af jordkraftens evige vælde, lekende med de henoverfarende dårskaper. Kultursprogets kunstnere tar farve og vederkvægelse af det. Læs en af de nyeste tyske skildrere af tysk liv og se for en malende strøm af bondemål, der nu glir utover sproget. Hvem skulde trodd det for bare nogen år siden?