skrift. Det lar sig dærfor ikke ful’t forklare, uten for dem, som kan noget gammelnorsk.
Om „Vokalerne“ oplyses av Løkke, 1. at i „Olddansk (og Oldsvensk) existerer ingen Omlyd af a, bevirket ved et endende u“. Jo, dær gjør, hvad han jo selv påviser. „Forskjellighed“en ær hær, som mest ellers, bare en tidsforskjel. U-omlyden har nl. tidligst, børjet å falle bort i Danm. og Sv.; men dette bortfal’ har dog alt længe siden rukket fræm også til vårt norske folkemål, dær tiden dog ikke fult ær færdig med den ænnu. I selve bøjningen har jo danskerne spor av den den dag idag, i flertallet Børn (norsk og sv. barn). Hær ær altså bare tale om et mere og et mindre av det samme, ikke om nogen grun-„Forskjellighed“.
2. Under „Brydningen“ fra i til e „er Mellemformen, ja, almindeligere (i Olddansk) end i Oldnorsk“. Altså atter bare mere eller mindre av samme slaget.
3. „I Olddansk (og Oldsvensk) ere alle Diftonger forsvundne“. Ja, men delvis like så hos os. Også på vårt folkemåls tvilyd har jo tiden børjet å gnage, mest hær på østlandet. Altså atter et før og et siden, et mere eller et mindre. I Danmark finnes tvilydene jo ikke på pergament, men nok på runesten. De har været til stede før. I Sverige hadde de hålt sig så meget bedre, at de dær ær kommen in i de ældste bøker. I sv. landskapsmål ær de delvis i live den dag i dag. Best i hele norden har de dog klart sig hos vår norske almue, dær de jo ænnu i det hele ær regel, ikke undtak.
Under „Konsonanterne“ har Løkke 4 klasser av „Afvigelser“. 1. Olddansken slår ikke, påstår L., således som Oldnorsken, ld sammen til ll og nd sammen til nn („Assimil“.) Denne lettelse av uttalen, at d blev utelat efter l og n, skulde vi dog ha væntet tidligst å støte på i Danmark. I sagamålet ær det ænnu spor av denne d’en. Det har jo således både (vér) fundum og
