nok, hvad han siger s. 2, at „paa denne“ (Olddanskens) „Tid var den“ (Olddansken) „kun lidet forskjellig fra. Svensk“, eller, som det lyder s. 4, „var jævngod med Oldsvensk“. Side 2 heter det om dette „jævngod“: „Ligheden mellem dette Sprog“ (ɔ: mell. disse to utgaver, „Dialekter“, av samme „Sprog“, Olddansk og Oldsvensk), „var saa stor, at man maa kalde Overgangen“ — for os normæn, fra den ældre invirkning på vårt mål fra svensken, til den senere invirkning på samme fra dansk side, fra Margretes tid nl., — „næsten umærkelig“. Løkke minner hær om, at et håndskrift fra den tid, „Kong Laurins Krønike“, ær git ut av Nyerup i egenskap av dansk, men av Geijer i e. av svensk.
Således får vel Dagbl. og „Videnskaben“ „læse Forordene i Løkkes Gram.“ en gang til, og se bedre efter, hvad samme „Forord“ egentlig innehålder. „Hvo som leder, han finder“, vet vi. Målstræveren har let’ og let’ og endelig funnet noget, som han i øjeblikket mente var noget, men som ikke tålte nærmere eftersyn.
„Videnskaben“ har altså ved Løkke og Munch slet ikke godtgjort eller engang villet godtgjøre, at normænnenes mål var et annet æn danernes. Olddansk og Oldnorsk hadde fra først av været „slaaet sammen“ og regnet for et og det samme. Men ved åse nærmere til, hadde Keyser, Munch og med dem Løkke funnet ut, at det dog var nogen „Forskjellighed“, en og annen „Afvigelse“. Nordmålet og sydmålet (likesom østmålet, svensken) gik som „Dialekter“ in under et nordisk fellesmål, oldnordisken, som da renest og mest formful’endt var hålt vedlike i det mere avsides Norge.
Hvad det ær for „Afvigelser“ eller „Forskjelligheder“ i det enkelte, Løkke sigter til, har han nokså grejt opgit. Men det ær lejt, at det med tillæg av nødige vedtegninger vilde bli vel langt for nærværende
