så kalte „Indledning“, særlig dennes tre sider om „Forskjellighed mellem Oldnorsk og Olddansk“.
Løkke gjengir nærmest, hvad P. A. Munch hadde lagt til rette, for å få godtgjort, at danskerne ikke hadde adkomst til å regne det bokmål, som sagaerne m. m. ær skreven i — og dermed bokavlen i det — for sit; for, påstod han, sagamålet og ældste dansk, hvor nær de æn står hinannen, faller dog ikke sammen, men skiller sig fra hinannen i de og de punkter. Det var jo egentlig hværken Munchs eller Løkkes mening å forsvare, at olddansk og oldnorsk var „forskjellige Sprog“ i samme forstand, som t. d. dansk og tysk ær det. Også jeg, K., har jo engang godtgjort, at „norsk ikke var det samme som dansk“, idet de to folk fantes, delvis å ha noget inbyrdes avvikende ordforråd og ordformer, en følge av, at vi normæn i den senere tid har tat på å gå vår egen vej, uten strængt å hålde os til nedarvet dansk målbruk. Men skulde slikt kalles å ha „forskjellige Sprog“, så måtte Danmark også for sin egen del ha hat en række av „forskjellige Sprog“. Harpestengs og jydske lovs dansk faller jo nl. ikke sammen med t. d. Kr. Pedersens dansk eller med Holbergs dansk eller med Grundtvigs dansk. Men likevel tros dog alle tre tidsaldre å ha talt og skrevet et og samme danske „Sprog“.
Ingen av os, M., L. eller K., hadde heller noget bruk for å få kløften så og så stor mellem N. og D., såleder som tilfællet har været med de norsknorske. Det var os nok, at N. og D. ikke var ét, ikke like til dækkede hinannen (el. på kråkemål: var identiske eller kongruente).
„Olddansk“, siger Løkke, „som almindelig er blevet slaaet sammen med OLdnorsk, var en med dette meget nær beslægtet Dialekt; men havde dog eiendommelige Afvigelser“, og det var da disse, han fant det umaken værdt å peke ut i „Indledningen“. Hærmed høver vel
