lagt bakut; — kampen står nu med bondemålets strævere.
Hvem skal vinne, enten vi eller de? Enten de, der tar sproget, som vort åndsliv har dannet det, og arbejder det videre ut med hvær dag; eller de, som vil kaste dette væk mot et, som kanske var landsgyldigt for mange hundre år tilbake, men ikke siden. Hvem skal sejre, enten de, som i sproget holder på et levende samfun; eller de, som hemmelig tror, et sprog med stor bokavl, skytende nyt hvært år, engang skal brænnes ner som en bygning eller forlates, og tomten ryddes for bøndernes inrykkende samfun? Hvem skal vinne, evolutionisterne eller nihilisterne?
Jeg skal ikke her eftergå bokens jævne, sejerstrygge færd; jeg siger bare, at de, som forkynner og lærer i norsk mål, bokavlens mæn, bladenes, kirkens, skolens, — her er en lampe at få.
Til denne min henvisning, som jeg vet kunde være nyttig for mange, føjer jeg noget af egen lagning om bygdemålenes forsøk på at afløse vort nuværende norske mål i dannelsens mun og pen. Efter mit skøn går ikke tåpeligere og unyttigere arbejd for sig i Norge.
Bygdemålstrævernes første store vidne, når en stævner dem in, har været og blir Vinje. Har ikke Vinje vist, at „målet“ kan brukes til hvad som helst, jambred med vort daglige bokmål, ja, fræmfor det?
Jeg svarer nej; slik tale kan alene føres, så længe vi ænnu ikke har vunnet kritik over vor bokavl; så længe ingen man eller kvinne står iblant os, som har fåt myndighed til at sætte folk og ting på deres Plass. Når den tid kommer, vil det bli
