Til enkelte steder i de oven stående opsæt får jeg få lov til å gjøre en og annen vedtegning:
Lederen av „Dagbladet“, som talsmann for det norsk-norske målstræv og mot det dansk-norske, vil (13-8-87) hævde, at „hvad Knudsen kalder den landsgyldige norske Udtale“... „endnu ikke er funden“. Han støtter denne mening til den iagttagelse, han vil ha gjort, at det bare ær et mindretal, som „i den levende Tale“ lar høre t. d. de så navngjetne hårde medlyd. Ved dette tilføre gir han den oplysning til beste, at bergensfolket, t. d. i skuespillet, ikke vel tåler visse uttaler, så som språk for sprog, hate f. hade, endelsen -et f. -hed (sanhet f. sanhed f. fl.). Hæri skal da også ligge — hvad en og annen av hans medstrævere ænog like til har sagt —, at vi dansk-norske ikke virkelig har det grunlag i vår „dannede“ tale til å bygge skriftordenes staving på, som vi har foregit å ha. En landsgyldig uttale tror han vel altså må være ens hos alle dens bærere, fast som fjæl’, uten minste ustøhet, uten spor av dobbelthet, uten inbyrdes avvikelser. Vi andre mener dærimot, at om en del ord ikke kommer ful’kommen ens, med samme selvlyd og medlyd, fra hvær eneste av alle de tunger, som håldes for å tale „dialektfritt“, så får vedkommende arbejde for at talen kan bli’ ens, om dette mål æn aldrig ful’t vil bli nåd, hær i landet like så litet som annen steds.
Vi har et sidestykke i retskrivningen. Også hær ær enhet ønskelig, men også hær ær vi bryd med adskillige avvikelser, og det ej alene man og man i mellem, men tilmed sted og sted imellem i skrift af samme man. Vi siger dog ikke dærfor, at en landsgyldig skriving ikke ær funnen eller ikke ær til. Landets mål må ha funnet en skriftlig form for hvært ord, som
