den „benægter Faktum“. „Det trengst ikkje“, siger den, „for oss Maalmenn aa syna, kor meiningslaus heile denne Paastanden er“..... Og videre siger den: „At me Maalmenn for „at frælse sig“ skal ha sagt, at Formi er Hovudsaki ved „språket“, er noko, som slær seg sjølv ihel. Det er noko, som segjer seg sjølv, at Innhaldet i eit Maal, som i alt anne, stend yver Formi“. (Hør! hør! siger K., ja det mener vel alle, så nær som målstræver-kirkefolket, som nl. har bruk for en annen lære.) ... „Kan Alfred Eriksen, som hev skrivet denne Meldingi, framføra ein einaste Maalmann, som hev sagt noko anna? Kan han koma med ein einaste, som, for aa bruka det same Døme (Exempel), han kjem med, trur, at Ordet synkretist vert meir norsk i Formi synkretistar? Ikkje ein einaste“.
Nej, en skulde nok tro, at ikke ein einaste kunde tillate sig å føre slik urimelig lære ut i værden. Men dette har målstræverne nu drevet på med år efter år; for uten denne avguding av formstellet kunde de ikke for sit stræv hævde nogen overlegenhet fræmfor det dansknorske; ti i det andre, i ordforrådet, var bægge våre „Sprog“ jo ful’kommen jævngode, bare med den foremon („Fortrin“) på dansknorsk side, at vi ær en god del strængere mot undværlige fræmmedord æn „de egentlige Maalstrævere“.
Dærfor måtte jeg gnide mine øjne og læse over og over igjen, da jeg så Fedrah.s insigelse mot Eriksens omdømme; for hvor kunde det falle mig in, at nogen torde nægte enkjænsgjærning, som var vitterlig for enhvær, som i nogen mon har fulgt med? Jeg har nu set efter i „Hvem skal vinne?“ og finner syv steder, syv vitnesbyrd for, hvad Eriksen har sagt, Det værste ær, at jeg hær ikke vel kan la mig lite med å vise læseren til boken min, mens det på den andre siden tar så meget rum å eftersige de mange
