Side:Til dem som forkynner.djvu/4

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

umen, blev den gjort om; den blev også forsynet med små forbedringer, altid blant de første. Men det er samme lampen, som det er samme mannen, der sitter under den, fra håret var tæt og brunt, til det blev tyndt og fallt; fra ryggen var rank, til den nu luter, — sekraften mindre og mindre, bokstaverne større og større likesom hans indre lys; og bunkerne om ham blev mange, og hylderne vokste bestandig.

Nu er den Lampen sat ut til os, det siste han har at gi. Den var vidnet i hans liv, lyset på det. Mannen er sprogman, og ordformernes, de norske ordformers og sætningers love, som de grejde sig for ham opefter, — her er de! Under deres stille øjne på hans tålmodige, utrættelige pennesving vant han sine sejre; — måtte latinen begynne at dra klørne ut af vore barns friske køtt; fik naturfagene holde intog i vore skolestuer; og fra arbejdet under dette lampeskin fallt norskere ordlag i bladfolkenes penner, i skaldernes kunst, så de nu forstås af flere i alle samfunslag. Han begynte først; han begynte før selve kære, gamle Ivar Aasen.

Latinens tilbaketog, hjemligere skole, norskere ord, naturligere Oordlag, disse „små midler“ har kanske mere æn de store gjort vort norske samfun større siden da; d. v. s., at nu kan så mange flere høre og læse sig samfun til, æn som da kunde.

Denne lampen, som i sin tid tændte for ham selv, og som, idelig gjort nyere, nu bydes os, den vil han skal lyse paa vore arbejdsbord.

I formen er det, som navnet siger, et opgør med nogen af dem, han har kæmpet mot gennem mer æn én mænneskealder; i dette opgør ligger så den lysende forklaring; latinens vrede konservative, de første han kom ut for, bare nævnes; dem har han