hvær tænkende man og kvinne i landet må bli varskud. Her er sikkert stor uklarhed.
Da nylig en bokhandler stilfærdig statistisk synte os, at i grunnen var bondemålstrævernes flok urimelig tarvelig, fallt der som skæl fra øjnene både på os og dem. Vi lo, og de skrek; her måtte være en skamløs misforståelse, mannen var nedrig. Nu igen, straks en rører ved dem, blir de ugudelig sinte, og somme meget simple. Her er visst noget galt på færde; noget sykt og ugrejt kommet in i en god sak; et ulyksaligt bondefangeri, et politisk hykleri, et ikke ulønnet vinnespil. Sandelig skulde her falle full dag.
Jeg inskærper påny, at alene den, som selv stræver med sit mål, har vunnet retten til at kræve andre til ansvar.
Vi må ikke bære os ad som — ja, lad mig sige flere af dem, som i tinget holder lange taler for „et norsk mål“, uten at de selv løfter saken med en finger — ikke til den ene siden, ikke til den andre —; men i det værste unorsk, som ænnu kan tales i Norge, priser „det norske mål“.
En får vise sin tro af sine gærninger. Kanske blir mange, som nu flot lægger strævet på efterkommerne (som i adskilligt annet), lit betænkelige, når de selv tar det alvorligere; alvor har det med sig, at det gør seende.
