maul og en gausdøl gausdalsk, — da gør den ikke intryk af at være meget ægte.
Jeg nævnte før, at i sig selv er bevægelsen — bakstræv. Nylig slog en målstræver efter Arne Garborg, fordi han ikke gik langt nok bakover; „han oversatte bare fra dansk“. Naturligvis; — skal vi normæn, motsat alle andre, bevæge os bakover, må vi da endelig ikke stanse før hos Harald hårfagre, om vi tør stanse der. Arne Garbog med den ene foten i Haraldshaugen, og den andre — — —?
Her er noget nervøst i tiden, som driver gilde fræmgangsfolk op i bakstræv: impressjonisterne ut i bohêmens tusenårige dynd, Jæderens basunengel op i dampe af de evige helvedesstraffe, socialister over til „beskyttelsesmæn“, fritænkere til at bli ivrige forsvarere af statskirken! Det er ikke bare i Norge, dette....
Men så ser vi også ægte konservative mæn og kvinner rykke fræm til undsætning af de fræmgangsflokker, som blir tro.
Skulde i denne sak ingen forstandig norsk konservativ gøre det samme? Opgi det ledige lejrliv og gå til arbejde — jeg har sagt hvorledes —, så de vant ret til at kræve bondemålstræverne til ansvare, hværgang disse vilde utover sakens naturlige grænser?
Det er dog den største skam at sitte i slik afmagt. Ikke at årke at tvinge tilståelser fræm i tinget! Det gæller jo dog planmæssig og med statshjælp at svække vort fællesmål ved at amme op et nyt landsgyldigt
Skal det virkelig kunne gå an at gøre dette med statsbidrag?
Så må de da i det minste sige det: mangrant gøre rede for sig. Sakens følger må bli synbare;
