Side:Til dem som forkynner.djvu/14

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

os, mens vi har det foran som vor evige fullkommenhedstrang. Det, som historisk var, er jo også det første, vi lærer om; det får vor friske trang til undren og kærlighed. Det gamle sprog henfører, den gamle historie, de gamle melodier og sagn, den gamle kunst. Samtidige ser vi megen uret omrking os, forsømmelse, som vækker harm; dette må komme af, at etsteds blev folkets livslinje bøjd, tænker vi; men den skal bænkes, og uretten høre op!

Dersom ikke hvært nyt ungdoms-kuld hadde denne længsel, taptes sammenhængen; kærligheden til det gamle er kraften i det ny; deraf får det stamme og forjættelse. Men ungdommen, som sværmer for de tapte former, aner ikke, hvor organisk sammenhængen likevel er, og at de selv og deres kærlighed er det levende vidne.

Kanske er folket nytsommere i visse tidsskrifter æn i andre med at samle og bøte af det gamle; kanske er vi oppi et sådant ny. Der er troskab i bondemålstrævet, og både denne selv og væksten af den i bondens sans og i vort mål er al ære værd.

Men når det gamle vil være mere æn kraften i det ny, nemlig dette selv, ta plassen op (det være i hvilket strøk af vort liv som helst), da vét vi, at arbejdet er gagnløst; vi kan ikke med vor beste vilje holde vore forældre unge.

Alle vedstår, at bondens ældste dialekter har mere klang, mere farve, flere former — som alle ældre sprog —. Men også middelalderens rustninger eller den svære spanske dragt stråler stort over vo bekvemmere klædning. Derfor at prøve på at inføre dem med statshjælp, med foreninger på tusen,... ja, det vilde være som at bygge op igen de gamle maleriske, mørke slot — til mer æn lek for rikfolk. Og dog nægter ingen, at de er vakrere.