Like så lit som en åndsmagt, der tilbyr sig at være alles vej til lykke, f. eks. kristendommen, kan hjælpe sig med bare „de Enfoldige“, kan et sprog gøre det; det må kunne bære hele vort ny, rike liv, eller det blir en tarvelig sektbevægelse midt i vanegangen, det også.
Bondens mål har i vort genrejsningsarbejde havt en skøn opgave, det vét vi, — ære være Ivar Aasen og flere efter ham! Og at bondens barn gennem sit mål nu kan komme let og grejt op i det landsgyldige, — intet er naturligere; men det, som sigter på mere, — — ja, det er synd på de spildte kræfter, og synd på det lille folk, som ikke tåler tap. Dersom dette ænda var det hele; men at gli ind på en afvej er ikke altid sundt; og også det har vist sig.
Årligårs at bære bud om sig selv, sålydende: Vi er de eneste innehavere af norsk mål; hvad er så I andre? — — der må da endelig tilsist komme noget ut af det? I sine innerste tanker at holde brødrene og søstrene for fræmmedfolk og skjegle efter sæterne deres som sine —? Det går da ikke af uten at sætte mærker, — hvad?
Bare at kræve den tilbakesattes ret avler stundom tanker, som ikke er gode; uret jævnes sjælden uten ved ny uret. Men bondemålets strævere lar sig nok ikke nøje med at kræve den tilbakesattes ret; de vét knap selv, hvad de ikke vil kræve; — se ordskiftet på siste ting og somme blades tilråd.
Så går det videre da. Ja, vi kænner jo alle „de kristeliges og nationales“ tanker om sig selv; det ligger i navnet, de gir sig. Vi er „de kristelige og nationale“; hvad er saa I andre? „Euro-
