Lykke sætter sig i Besiddelse af Klostret paa Tautra, og Fru Inger til Østeraat lader sig vælge til Forstanderske i Reins Kloster under hykkelske Talemaader om at føre „et kristeligt Regimente.“ I 1532 forlener Fredrik I Peder Brockenhuus med Værne Kloster og Erik Ugerup med Olafsklosteret i Tønsberg; paa samme Tid lægges Hovedøens Kloster i Aske, og dets Eiendomme inddrages under Akershus. Men, Mesteparten af Byttet er imidlertid endnu tilbage.
Kaster vi efter denne Oversigt vort Blik paa Geistligheden i sin Almindelighed, da møder vi vistnok baade paa Bispestolene og inden Domkapitlerne Mænd af adskillig Lærdom efter Tidens Leilighed. Olaf Torkelsøn skal have været kyndig i Norges ældre Historie[1], alle de øvrige sidste katholske Biskoper havde studeret i Udlandet, baade Hoskold af Stavanger og Erkebispen vare Magistre, Hans Reff juris utriusqgve baccalaureus. Og blandt 8 navngivne Kanikere i 1532 var ikke mindre end 3 Magistre[2]. Blandt mere bekjendte Mænd af nogen Lærdom kan fremdeles nævnes Erkedegnen i Bergen Geble Pedersen og Provsten ved Mariakirken i Oslo Morten Krabbe, der begge var Magistre. Hvad Landspræsterne angaar, da stod de vistnok paa samme Trin af Intelligents som ellers inden den katholske Verden.
Hjemme fik hvert Stifts Geistlighed sin Uddannelse ved den med Domkirken forbundne Domskole, der var Stiftets geistlige Seminariam. De Geistlige, der attraaede en videre Uddannelse, maatte da tage til et eller andet udenlandsk Universitet, som f. Ex. Løven, Paris, Cøln, men i Almindelighed til Rostock, hvor den norske Kirke eiede en egen for
