ride Sommer i By“[1], den norske Bonde kunde uden at bryde nogen Lov atter holde sine Dovninger og fejre sine Familiehøjtideligheder efter nedarvet Skik; Skuepladsen aabnedes, saa Holbergs længe forstummede, men ej forglemte Vid atter kunde glimre, Tydskheden fortrængtes, og Modersmaalet kom til sin Ret igjen. Et friskere Liv rørte sig i Norden, men den rationalistiske Aand havde trængt ind og fik sin Repræsentant i Struensee; denne blev vistnok efter et kort Regimente styrtet af det guldbergske Ministerium, der ogsaa i religiøs Henseende optraadte reaktionært, men paa Grund af Tidens Retning kunde det dog kun Lidet udrette for at bringe Alvor og Dybde ind i Menighedslivet. Rationalismen havde faaet Fodfæste, men virkede endnu dog mest i de mere dannede Klasser; Spot mod Christendommen hørtes ikke sjelden i daglig Tale, usædelige og antichristelige Skrifter spredtes ud, og fra mere end een Prædikestol lød Vantroens Stemme. Menighedernes Masse bevarede sig dog nogenledes mod den groveste Rationalisme; den fandt hos dem en vel ofte passiv, men derfor ikke mindre sejg Modstand; thi de kunde nu, takket være Christian VI.s Forordninger om Skolevæsenet og Konfirmationen, selv „randsage i Skrifterne, om Tingene havde sig saaledes“, og bevarede en frisk Kjerne, hvorfra under gunstigere Forholde et sandt christeligt Liv igjen kunde fremspire.
- ↑ Allen, Danmarks Hist. S. 488.
