unddrage sig den, og baade Gejstlige og Verdslige se utilbørlig gjennem Fingre dermed; derfor indskjærpes Loven om Kirkedisciplinen, og søger Nogen Dispensation, vil Ansøgningen ikke blive modtagen, medmindre Angjældende faar et godt Skudsmaal af sin Øvrighed om sit Forhold forresten og tillige byder en efter hans Vilkaar afpasset Kjendelse til de Fattige og Justitskassen; da kan han faa Formildelse i Dommen. Modtager en Præst til Skrifte En, som lever i aabenbare Forargelser, skal han tiltales og straffes med Suspension og Mulkter, ligesaa Medhjælperne. At Loven nu ialfald af Enkelte blev sat i Kraft med Iver, ser man deraf, at (ifølge Reskr. af 16de Febr. 1742) Biskopen i Akershus Stift (Dorph) endog vilde, at Soldater, der for Tyveri havde maattet løbe Spidsrod, derhos skulde udstaa Kirkens Disciplin med aabenbare Skriftemaal. Man kan heraf se, at aabenbare Skrifte fremdeles betragtedes som en Straf, medens dog de syv Præster klart nok havde paavist, at denne Handling rettelig maa betragtes som Synderens Udsoning med Menigheden og Gjenoptagelse til Nadveren; men som forhen er paavist, havde denne Anskuelse sin Hjemmel i selve Lovbogen.
Alle disse Tvangslove (hvortil ogsaa kan regnes Reskriptet af 2den Decbr. 1740 om, at hele Menigheden skal blive i Kirken, til Katechisationen er tilende), bleve, saalænge Christian VI levede, strengt overholdte; al Frihed og alt Liv kvaltes; for dem, som hørte til Kongens umiddelbare Omgivelser, var det en uomgjængelig Nødvendighed at paatage sig den mørke og sure pietistiske Mine for at vinde eller holde sig i Kongens Gunst, og de Stores Exempel smittede. Kongens Fromhed var vel oprigtig, men vist er det, at under ham havde Hykleriet og Skinhelligheden gode Dage. Men strax Frederik V var kommen paa Thronen (1746), forandredes Tonen; da vendte Munterhed og Glæde tilbage; uskyldige Fornøjelser tillodes, den danske Bonde fik igjen Lov til „at
