med sig en Organisation af Almuskolevæsenet (ved Forordn. af 23de Januar 1739 og 5te Maj 1741). Tillige fik man i Dr. Erik Pontoppidans Forklaring, som autoriseredes ved Reskript af 22de August 1738, en Lærebog, der har holdt sig til vore Dage. Da Pontoppidan af de strengt orthodoxe Præster var mistænkt som pietistisksindet, mødte dens Indførelse i Danmark endel Modstand (se Helweg S. 350 flg.); i Norge er vel Indførelsen skeet uden nogen videre Hindringer; ialfald er der vel ikke fremkommen nogen offentlig Indsigelse mod den, da Intet derom findes berettet.
De to Retninger, den saakaldte orthodoxe og den pietistiske, traadte med hvert Aar skarpere ud mod hverandre; Lægfolk og Præster, Borgere og Bønder, Høje og Lave toge Parti, og Striden førtes saavel privat som offentlig, saavel i Skrift som Tale. Forgjæves søgte Christian VI at afværge ethvert offentligt Brud; han gav saameget som muligt efter for de pietistiske Præsters Fordringer, men der fremkom ny og stærkere Krav. Han befalede Præsterne (Anordn. af 7de Oktbr. 1733) at holde sig simpelt hen til den augsburgske Bekjendelse og forbyder al Skjælden og Larmen paa Prædikestolene især mod Pietisterne; den, som tredje Gang gjorde sig skyldig deri, skulde afsættes. Dette Forbud gjaldt vel nærmest Danmark og især Kjøbenhavn, hvor næsten hele Befolkningen synes at have taget Parti; men det fandt vistnok ogsaa Anvendelse i Norge, om ikke i den Grad. Præsterne i Norge havde jo faaet sin Uddannelse ved Kjøbenhavns Universitet og kunde der ikke blive staaende udenfor Bevægelsen, men maatte slutte sig til den ene eller anden Retning. De Antydninger, som allerede forhen ere givne om de andre Præsters Stemning mod de Syv, der, som vi have seet, vel vare stærkt paavirkede af den spenerske Aand, men dog ingenlunde ere at stille ved Siden af de senerehen saakaldte Pietister, – disse Antydninger lade En vel ane, at senerehen, da Retningerne traadte i skarpere
