den sædvanlige Beskyldning mod de saakaldte Pietister, – han bebrejder dem en pharisæisk Hellighed. Hvad var det, svarer v. Westen, som Jesus dadler hos Pharisæerne – deres udvortes gudelige Forhold? – nej, det var deres uomvendte Hjerte. Naar nu Christus fordrer, at vor Retfærdighed skal være større end Pharisæernes, mener han da, at vi skulle forkaste al gudelig udvortes Skik og lade os nøje med det løse Mundsraab paa Tro? – nej, da bleve vi værre end Pharisæerne; vel kan En være udvortes god som Pharisæerne og indvortes en Djævel, men udvortes en Djævel og indvortes en Engel, det kan Ingen være. Naar vi altsaa se Eder og Andre synde aabenbarlig, da kan vi sige, at I ere Dødens Børn, og det er Herrens Dom. Men naar I se os eller Andre beflitte sig udvortes paa gudelig Fornyelse, kan I da strax sige, vi ere Pharisæer? Det er da Eders Dom og ikke Herrens, og I falde under Guds Dom. Ligesaa ugudelig tale I om Toldere og Syndere, som Christus afløste; bleve de afløste for sin Letfærdighed? mon ikke fordi de omvendte sig? Mon vi begjære Andet af Eder? Mon vi ikke stræbe at komme fra den gamle Gjerrighed, Ladhed o. s. v. til Jesu sande Ords rette Drift og Kraft, at vi kunne reddes? „Dersom der er den mindste Aandens Gave i Eder, da skammer Eder, at I som en Præst skal saa liderlig forklare Guds Ord og Jesu Evangelium til Eders egen og mange Fleres Bedrag og Sjælefordærvelse! Alle de Skriftens Sprog og Exempler, alle de letsindige Expressioner, som I bruge i denne høje Sag, ere gemene i alle verdslige og uomvendte Menneskers Munde og saa faste udi deres Hjerter, at de derpaa dysse sig i Søvn og foragte at gaa til Himmelen paa Sandheds Vej. – – Ved I ikke, at Gud kræver Hellighed af os lige efter Christi Helligheds Exempel? Hvor tør I da understaa Eder at spøge og spotte os med hellige Brødres Navne?– – Hvor tør I med Spidighed lægge Helgenes Navne paa os, som stræbe efter Hellighed
