Bestyrkelse af den Antagelse, at Forstaaelsen mellem dem ikke har været den bedste, deri, at man finder, at Biskopen i Slutningen af 1717 har tildelt dem en Iretttesættelse (se Hammond, Side 84). Da de i Svaret (hvoraf en Del forhen er anført S. 392 f.) giver en Skildring af den Vankundighed, hvori deres Menigheder vare nedsunkne, har vel Irettesættelsen været foranlediget ved Menighedernes Klage over disse Præsters efter deres Sognefolks Anskuelse altfor store Fordringer til Christendomskundskab eller overhovedet over deres Forandringer i det engang Tilvante.
Deres Embedsbrødre lode heller ikke til synderlig at like denne deres ny Maade at tage Embedet paa og optoge ikke altid deres Formaninger i den bedste Mening. Selv den milde og sindige Engelhart, de syv Præsters Melanchthon, som Hammond kalder ham, klager over deres Kollegers Opførsel mod dem og udleder den af en overvættes Hovmod; „sunt enim inter eos, qui adeo sibi placent, ut ipsam Minervam fastidirent, nisi ex ipsorum cerebro nata esset“; Andre vare bange for, at disse nye Forandringer til Slutning skulde forstyrre dem i deres Ro og Magelighed, Andre vare misundelige over deres Flid, hvori de saa en Dadel over sin egen Ligegyldighed (Hammond Side 94). Hammond har opbevaret en Skrivelse fra Thomas v. Westen til en af disse Præster, som endog skriftlig havde fremført Anker og Beskyldninger mod
P. Krog), hvori han i en meget heftig Tone klager over, at han ej har faaet erstattet Forskud for Bröd og Vin i Veö, og fordi Omkostningerne ved Kleve Kirkes Reparation ikke vare betalte; han selv var bleven stævnet for Summen. „Saadant lider jeg, fordi jeg lydde min Övrigheds Befaling og forekom en Kirkes Undergang. Er det forsvarligt for Gud og Kongen? Maa mine höjgunstige Herrer ikke baade undres og ynkes derover“? Brevet er dateret 30to Juni 1714. Gjenstanden for Klagen er saa ubetydelig, at den ikke kan være Grunden til disse Udbrud; man maa falde paa den Tanke, at han har været mindre venlig stemt mod de höjgunstige Herrer.
