til at have ledet det Hele, bestemt Stedet for Sammenkomsterne og Gjenstanden for Forhandlingerne, ja han havde, charakteristisk nok, endog Magt til at mulktere de Udeblivende; „qui præsentem se non stiterit, XX imperialibus mulctator“! heder det i et Indkaldelsesbrev, der anføres hos Hammond Side 104. I disse Sammenkomster „talede de om lærde Sager, gjorde Rede for de Bøgers Indhold, som de havde laant af hverandre, aflagde Regnskab for deres Husbesøgelser og Frugten deraf, Evangelii Fremgang udi Menighederne; de søgte hverandres Raad og Trøst udi Hindringer og vanskelige Tilfælde, samt overlagde den bedste Plan til Guds Kundskabs Udbredelse“ (Hammond S. 103). Foruden ved Katechisation[1] søgte de ogsaa at fremme den christelige Oplysning ved Husbesøg og foranstaltede nyttige og opbyggelige Bøger trykte og sørgede for deres Udbredelse. De opkjøbte 1000 Bibler, 1000 Psalmebøger, 200 af Brochmanns Postiller, 300 af Johan Arndts sande Christendom o. s. v. og resikerede endog trods sine smaa Midler at staa i store Forskud, f. Ex. Engelhardt (se v. Westens Brev af 6te Juli 1719).
Denne deres Iver blev, som vi allerede have seet Tegn til, ikke altid paaskjønnet. Deres egen Biskop, Dr. Peder Krog, en lærd og endnu den Tid i sit Embede meget ivrig og virksom, men derhos stiv og herskesyg Mand, synes ikke at have
- ↑ Von Westen siger, at han brugte Löverdagen til Katechismus-Prædiken og Katechismus-Undervisning, men klager over Ungdommens Forsömmelighed. Man ser ogsaa, at de syv Præster havde en Katechismi-Forklaring under Arbejde; den var fornemmelig Engelhardts Verk, men blev gjennemseet og diskuteret af de Andre ogsaa. 1715 var den færdig, men de fik ej Lov til at lade den trykke (Hammond, S. 105). Først mange Aar senere, nemlig 1738, efter Konfirmationens Indførelse, fik man den endnu brugelige Forklaring af Erik Pontoppidan, der blev autoriseret ved kongeligt Reskript af 22de Aug. 1738, hvoraf dog ogsaa sees, at der allerede da gaves andre autoriserede Katechismi – Forklaringer, f. Ex. af Prof. theol. senere Biskop Jacob Lodberg (Pontop. Ann. IV, 117).
