Formler, og det hele Studium havde en stærk polemisk Retning. Deres Øvelser ved Universitetet gik mere ud paa at udvikle hos dem Færdighed som Disputatorer, der kunde bevise den rene Læres Fornuftighed og al Vranglæres Ufornuftighed, end paa at give dem Dygtighed til i deres senere Stilling som Præster at befordre en levende og inderlig Tilegnelse af Christendommen hos Menigheden. I ensidig Interesse for den rene Lære glemte de at fremhæve den nødvendige Forbindelse, hvori denne staar med et rent, christeligt Liv, og deres Prædikener bleve en Blanding af tør Systematik og heftig Polemik. Man tænke sig nu Theologer med en saadan Uddannelse hensatte i en Landsmenighed i Norge, i hvilken, som Pontoppidan siger, knapt En af Ti kunde læse, og hvis Christendomskundskab saaledes var meget liden; – i Almindelighed forstod Lægmanden vist kun saare Lidet af deres Prædikener; om Opbyggelse kunde der efter Sagens Natur knapt blive Tale.
At Sæderne under saadanne Forholde maatte forfalde, var naturligt. Gejstligheden med sin forherskende dogmatisk-polemiske Retning arbejdede ikke med den tilbørlige Kraft og Interesse for at udbrede Sædelighed, og om den end havde villet virke i den Retning, saa havde den staaet ene. Der fandtes nemlig saa godt som ingen Anstalter til Ungdommens Undervisning; Klokkeren var i Almindelighed Præstens eneste Hjælp, men han var elendig aflagt, saa at han med sine Hænders Arbejde maatte søge sit Udkomme, og var i Regelen ligesaa uvidende som Resten af Menigheden. Af Øvrighedsbetjenterne fik Præsten heller ikke nogen Hjælp; man kunde ikke vente, at de skulde vise nogen Iver for at straffe Synder, som de selv for en stor Del gjorde sig skyldige i, eller hvis Strafværdighed de paa Grund af den almindelige moralske Slappelse ikke følte. – De dybere Gemytter kunde ikke slaa sig til Ro med en saadan Christendom i Liv og Lære;
