kiste staar ved Siden af hans ogsaa i Christianssand 10 Aar sednere afdøde trofaste Hustrues.
Uagtet Kærup især i de sednere Aar havde været meget sygelig og længe ej havde kunnet visitere, var han dog en ualmindelig flittig, arbejdsom og nøjagtig Mand. Lige indtil sin Død førte han en udbredt, halv officiel halv privat, Brevvexling med Stiftets Gejstlighed og Andre. Man behøvede ej at vente længe paa Svar, naar man henvendte sig til ham, og han meddelte ren Besked. Naar man gjennemgaar de 10 Folianter paa det norske Rigsarchiv, hvori han har ladet kopiere sine Erklæringer og Breve, kommer man uformærket baade til at højagte og elske Manden[1], thi overalt sporer man en samvittighedsfuld Embedsførelse, Nidkjærhed for Guds Rige, usminket Gudsfrygt og en sjelden Forening af aaben Ligefremhed, Alvor og Kjærlighed. Han var streng mod de Gjenstridige, mild mod dem, som erkjendte sine Brøst, og fri for Persons Anseelse. Gejstligheden havde vistnok i ham en alvorlig og aarvaagen Tilsynsmand, men tillige en trofast Støtte og uforfærdet Talsmand, ja en sand Fader, der tog kjærlig Del i den Enkeltes Glæder som Sorger. Han døde agtet og elsket af Presteskabet og vistnok ogsaa af Menigheden. 43 theologiske Kandidater bleve af ham ordinerede og ansatte i Stiftet.
Biskop Kærup var Forfatter til følgende Skrifter:
1) En Disputats de decimis Ebræorum, trykt Hafniæ 1707, 4to, hvilken han holdt 1706 som Alumnus i Borchs Kollegium.
- ↑ Derimod deltog han sjelden i Konsistoriets Forhandlinger, hvori han hindredes dels ved Visitatser, dels ved Sygdom. Sagerne, som forhandledes, vare færre end tilforn, og ej sjelden var der ingen Sager. De fleste angik Ægteskaber, der löstes, fordi den ene Egtefælle var römt eller rejst sin Vej. Derimod bleve andre Sager behandlede med stor Vidtlöftighed og alskens Formaliteter, da Parterne lod möde for sig ved Prokuratorer, der ej lod mangle paa bitre Ord og lange Indlæg, som f. Ex i Sagerne mod Bloch i Sogndal og Tobiesen paa Tvedt.
