Frihed til at tilføje Presteembedet adskillig Fortred og paa alle optænkelige Maader at sno sig fra Kirkens Disciplin, ja og fra Boeslods Forbrydelse“. – – – „Det er Skade, at Kirkesager handles for verdslig Ret, som sjelden favoriserer det gejstlige Embede“. Bispen refererer sig til Provstens Erklæring med Tilføjende, at „slige Casus desværre ofte her i Stiftet forefalde, at saadanne horagtige Personer løsligen forsværge sig, at de ei ere Barnefædre, og lægge Skylden paa Andre, skjønt deres egne Sind og Samvittighed ere besmittede. Det var ønskeligt, at den verdslige Øvrighed befales at undersøge, om de Beskyldte vide sig fri for den med saadanne Kvindfolk for eller siden deres Besvangrelse havte syndige Samleje, førend det blev dem tilladt at aflægge Ed.“
Da Biskopen ved sin svage Hilse hindredes i selv at visitere eller altid at fuldføre sine Visitatser i det vidtløftige og med slette Veje forsynede Stift (der fandtes kun Rideveje)[1], bød han Provsterne at indgive nøje Beretninger fra de Visitatser, som de aarligen maatte holde, paa det han kunde have Oversigt over Gejstligheden og det christelige Liv i Menigheden. Naar han havde erholdt disse Indberetninger, tilsendte han Provsten og Presterne sine Admonitioner.
I 1744 tilskev han dem 12 Monita, hvoraf vi her ville anføre de vigtigste:
1) ej at tage de ældste unge Drenge og Piger til Alters uden først at have prøvet i aandelig Samtale med dem deres aandelige Forfremmelse og fornødne Saligheds Forstand.
2) at Ingen uden Konfirmerede stedes til Nadveren, og at de Konfirmerede tilholdes at indfinde sig ved Katechisationerne.
- ↑ I Juli 1745 tænkte han paa at visitere öster i Stiftet, men paa Rejsen til Heirefos paakom der ham paa Skiftet Aabel en „saa extensiv Tand- og Hovedsmerte samt Mavesvaghed“, at han efter Raad af Doktor von See, der fulgte ham, maatte rejse hjem igjen.
