Anno 1679[1], som og i kongelig Lov om Sabbatens nøiagtige og ivrige Helligholdelse, at alle de Forsamlinger af Nattehold, Duner og Juledrik, alle de Forhindringer ved Reiser, alle de Forargelser ved aabne Værtshuse og vellystige Forsamlinger, som og den Uleilighed ved Soldaternes Mønstringer, samt Udreiser til Fiskerier, Sidden i Laxeverper &c. maatte alvorligen under Straf forbydes og afskaffes, saa at alle Landets Indbyggere kunde forstaae, at Kongens Vilje var ligesom Guds Vilje om den syvende Dags ganske Anvendelse til Guds Tjeneste og gudelige Øvelser, og plat al verdslig og legemlig unyttig Handel den Dag være sat til Side. Dertil skulke Præsterne baade selv være Exempel for Andre og strenge Tilsyns Mænd, som ikke lade nogen Sabbats Bryder, høi eller lav, nyde af deres Saligheds-Betjening, førend de saadan Forargelse har afbedet og viist sand Omvendelse.
16) Til at forekomme Uskik, falske Eder og Uretfærdighed maatte Præsterne befales at være tilstede paa Thingene med Bøn og gudelig Formaning at hellige Rettens Betjening, dog ikke i nogen Maade at befatte sig med Sagerne.
17) Angaaende Omsorg for de Fattige bede vi paa det Allerunderdanigste til deres christelige Ophold og Trøst at maatte anordnes, at hvert Gjelds Fattige maatte have Tegn paa sig efter forrige kongelige Befaling, og hvert Gjeld underholde sine Fattige; de Fattige, som har Frænder og Venner, hvilke ere i god Nærestand, at maatte af dem besørges og Menigheden ikke besværes. 1 Tim. 5, 6.
Friske og stærke Betlere paalægges at arbeide og ikke bortstjæle Smulerne for de rette Nødlidende.
De, som skulle underholdes af Almisse, maatte frygte Gud, leve skikkelig og flittig søge Kirken; i de Huse, de ankomme at søge Almisse, prøves, om de kan læse og forstaae deres Christendoms Lærdom, og da af dem des blidere annammes; fire Gange om Aaret i den offentlige Kirkeforsamling spørges om deres Forhold og Levnet, og om de fare omkring i fremmede Sogne.
Om Fattige fra fremmede Steder indkomme i Gjeldet med nogen Øvrigheds Bevilgning at søge Hjælp, da først at angive sig hos Præsten og ved hannem gjøres Menighederrnø bekjendte.
Stedets Præst Vaar og Høst tale af Prædikestolen et godt Ord til Sognefolket for de Fattige og Huusarme og med Medhjælperne flittig tilsee, at hvis dem er givet i Kirkens
- ↑ Hverken i Schmidts Forordninger eller i Wessel-Bergs Reskripter findes nogen saadan Forordning for det Aar.
