Skrifter, Katecheser, Psalmebøger, Brochmans Postiller, symboliske Bøger &c. – Ligedan maatte der sættes en billig Priis og taalelig Taxt paa saadanne Bøger af Facult. theolog. Saa var det og fornødent, at theologi og andre forfarne Guds Mænd forsynede os med gudelige Skrifter i vort Sprog om de saa betydelige som ubekjendte Materier i Christendommen, om den saliggjørende Troes Væsen, Igjenfødelse, Retfærdiggjørelse, Helliggjørelse og det ganske indvortes Menneske; saa behøvede vi og nidkjære Guds Mænds kraftige Preservativer mod de regjerende Synder, som mod Horeri, Vankundighed, Gjerrighed &c.; thi saadanne Skrifter mangle vi.
7) Præsterne maatte alvorligen tilholdes at prøve Confitentes og jo ingenlunde under høi Straf admittere Nogen til Alterens Sakramente, som ikke forstod Christendommens Bedelse og Katechismi eenfoldige Lærdom. Iligemaade, at de ikke i deres Skriftestol længere overtræde Augustanam Confessionem, Katechismum og Kongens i Loven og Ritualet forfattede Anordninger, men at de jo tage Bekjendelse af alle dem, som de agte at afløse. Til at facilitere dette saa høi nødvendigt Værk maatte ikke Flere til een Tid antages i Skriftestolen, end man vel kunde prøve og undervise efter Loven Pag. 246. Det maatte og blive befalet, at Confitenterne næste Prædikedag tilforn angive deres Navn efter vores Hr. Biskops Anordning, som en Deel Menigheder ikke vil efterleve. De, som boe Kirken nær paa en halv Miil, kunde indstille sig Løverdagen til Skrifte Vaar og Høst, da Almuen mest samler sig til Sakramentets Brug i hele Hundredetal, paa det de Andre ei skulde kjedes ved Tjenestens lange Ophold, og Saligheds Betjenelse ei skulde ske med utaalig Hast og Skjødesløshed.
8) Præsterne maatte ogsaa holde dem fra Alterens Sakramente, som vare grove Syndere og endda ikke havde omvendt sig, og ikke admittere de Unge dertil første Gang uden godt Skudsmaal over deres Levnets Overeensstemmelse med deres Daabs Pagt, omskjønt de kunde gjøre Skjel for deres Tro og Lærdom, ei heller førend de kunde give offentlig Samtykke i Kirken til den Tro, i hvilken de ere døbte.
9) Excommunicatio minor eller Bindenøgelen maatte igjen optages og øves ved offentlig Udelukkelse og Afholdelse fra Sakramentet paa nogen vis Tid efter Forseelsens Maade, førend den publike Absolution blev forrettet, og saadan Kirkens Straf maatte ikke bie efter den verdsligg Doms Paakjendelse, men dependere af Kirkeretten.
10) Naar en Synder af Kirkeretten er overbeviist og tilfunden at staae Kirkens Disciplin, da burde næste Søndag det Samme offentlig at gives tilkjende, og Synderen da for
