uforsvarligt, at der tillades at opholde sig Folk, som intet Andet gjør Profession af, end at drikke hver Dag, og Kontrakter og Kjøbmandskaber gemeenligen sluttes ved Drik. Paa Landet er det ulovligt og uchristeligt, at Drukkenskab øves saa ublueligt i Ligvagt, hvor der burde være Dødsens Betænkning, ved Thingsteder, hvor der skulde gaae allerskikkeligst til; ja mange Steder findes Ølkipper som Satans Synagoger strax ved Kirken. Det meget Onde, som foraarsages af Drukkenskab her hos os, er Banden, Slagsmaal, Utugt, Trætte, Klammer, grovt og uchristeligt Skjemt, Sabbaths Overtrædelse, Forhærdelse, den fattige Almues Forarmelse, saa at tit en Bonde drikker op paa een Gang det, han skulde betale i Skat og andre Rettigheder; thi Drukkenskab øves af de Gemene saa grovt, at de endogsaa exuerer al civil Ærbarhed og menneskelig Skik. Aarsagerne dertil ere fornemmelig, 1) at hverken straffer Retten nogen Tid Drukkenskab med Vand og Brød, ikke heller Kirken med Disciplin; 2) den utaaleligg Mangfoldighed paa Landet af Kroer og Kipper; 3) Anledninger ved Thingsteder og Tiende – Bytter til at forføre den fattige Almue ved dem, som der saa frit tillades at sælge drikkendes Vare, og i Bryllupper den slemme Vane at tvinge Folk til Drukkenskab mod al christen Ærbarhed; 4) Ungdommen af Begyndelsen vænnes til denne Synd ved Hosværelse i Drikkelaget. Men over Alt 5) at Drukkenskabet ikke er regnet af Folk blandt Kjødets Gjerninger, som Paulus kalder det, og for en Saligheds Hinder, som Christus advarer; de, som drikke, skulle jo drikke om Natten, men vi Christne ere jo Dagens Børn, som skrevet staaer.
Hvi lide I ikke heller Uret? 1 Kor. 6, 7. Det er, som det aldrig angik vore Tiders Christendom; thi af de mange Sager, som komme for Retterne, sees nok, hvor ringe Aarsage tit og ofte er til unødvendig Had og Efterstræbelse. Et Ord, en Skillings Værdi er Ophav til mangfoldige Trætter, hvorved den Ene stræber efter den Andens Ære og Velfærd. Det er rart, at Naboer paa en Gaard og paa et Sted forliges vel, Forældre og Børn leve baade i hemmelig og aabenbare Uenighed og Klammer. Ingen vil taale ringeste Ord eller Fortræd af en Anden uden at betale igjen med Skjændsord, Bagtale og Trættemaal. Formaninger til Kjærlighed foragtes og optages med Vrede. Hvor Trætte engang er begyndt, kan den ikke aflade. De stridige Partier, som forliges til Thinge eller i Kirken, bærer dog stedse Had i Hjertet og glæder sig ved mindste Leilighed til at udbryde. Alene Procuratorum Mangfoldighed, som nu snart er flere i een By end tilforn i et helt Rige, er klart Vidnesbyrd paa, hvor Trætte har taget Overhaand. Foruden medfødt Uenigheds Natur kan vi vel
