Hopp til innhold

Side:Theologisk Tidsskrift for den evangelisk-lutherske Kirke i Norge - Fjerde Bind (1861).djvu/63

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
59
Bönskrifter til Kirkestyrelsen ang. Kirketugten. II.

dom, bekjendte sin Synd, levede ikke i aabenbare Ugudelighed, men var som et ret Jesu Faar værd til at sove i hans Skjød og drikke at hans Kar. Den gode Huusholdere skulde ikke uddele den Herrens Nadveres Mad uden til dem, som vare rette Guds Huusfolk. Mallemus cum Chrysostomo proprium sanguinem fundere, quam indigno sangvinem Jesu propinare.

15) At den offentlige Gudstjeneste og Herrens Sabbater maatte æres uden Exception over alle jordiske Haandteringer. Christne maatte komme tidlig i Kirken, før det ringer sammen, og være alle tilstede med Bøn og Sang at opvække og berede deres Hjerter til Guds Ords Annammelse, og Ingen gaae ud af Forsamlingen, førend Kirken havde læst frabords; Ingen maatte understaae sig at foragte Forsamlingen, som nu skeer, med mindre han vilde aabenbarligen vise, at han var en uværdig Lem i Menigheden. Den ganske Herrens Dag maatte man være i Aanden, ingen ufornødentlige Reiser, verdslige Forsamlinger, forfængelige Besøgelser, Leg, Dands, Værtskaber, Bryllupper, Slemmeri den Dag tillades. Saaledes som de Christne nu helligholde Sabbaten, da har Gud fast mere Skam af vore Sabbater end Søgnedage; o, at Sabbaterne engang for Alvor blev vor Lystighed, da skulde vi snart opfare paa Jakobs høie Steder og æde vores Fædres Arv.

16) Kirkens Disciplin, af hvilken vi har kun tilbage et Navn og Skygge, maatte restitueres det meste muligt efter praxin primitivæ ecelesiæ. Det er Jammer, at Synden har meget siden Apostlernes Tider tiltaget, og Kirkens Tugt er derimod aflagt. Man maatte dog i den offentlige Skriftestaaelse skille actum exclusionis ab actu receptionis, hvilke to hidtil samlede har foraarsaget, at Bindelsen har mistet sin Kraft, Løsningen sin Trøst, hvorom vidtløftigen er talt i Demonstrationen. Man maatte ikke, som hidindtil, indknibe den hele Kirke-Disciplin i Skriftestaaelse; thi der ere mange Forseelser, som ikke meritere Skriftestaaelse, [men] meritere dog ufeilbarligen Kirkens Disciplin; ligesom Forseelsen var til, ligesom Fremturenhed i Forseelsen, ligeson Ubodfærdighed i Fremturenhed, burde den sig Forseende nu straffes imellem Præsten og Medhjælperne, nu hans Synd beskjæmmes i flere Christnes Nærværelse, nu burde hele Menigheden høre hans Synd, nu burde han nogen Stund staae paa et særdeles Sted i Kirken, nu straffes med Gabestokken, nu holdes nogen vis Tid fra Alterens Sakramente. Derom skulde Kirkeretten raadslaae, og naar al Formaning og Ave kunde ikke bide paa den Ugudelige, da burde ufeilbar efter Superintendentens og Provstens Raadførsel Band paafølge; saa maatte den aandelige Moder tugte sine Børn, deraf skulde Mange lære at lade af at bespotte.