gjærer Syndernes Forladelse; hvilket i alle Maader er den augsburgske Confessions Mening Art. 4 om Misbrug, saa talende: „Confessionen beholdes hos os endeel for det store Gavns Skyld, som Aflösnings Embede har derved, endeel for anden Samvittighedernes Nyttes Skyld“, eller, som det lyder klarere af en anden Edition: „Efterdi Confession baner Veien til at meddele den privat Absolution og den Skik i sig selv bevarer Lösenögelens og Syndernes Forladelses rette Forstand for Folket; desforuden, efterdi den hemmelige Samtale meget gavner til at advare og lære Menneskene, derfor beholder vi flittelige Confessionen i vore Kirker“. Vor lille Katechismus nævner det Skriftemaalets første Part, at man bekjender Synderne. Ritualet sees Pag. 143, 144: Ved saadan Bekjendelse skulde fornemmelig gives Anledning baade til Skriftestolens Nytte for de Bigtende, saa og til Samvittigheds Rolighed for den Afløsende. Men hvor aldeles uden Afsky har Præsterne hidindtil nedlagt Confessionem og uden ringeste foregaaende mundtlig Vidnesbyrd om Syndernes Kundskab og Angergivenhed absolveret Tilhørerne, hvilket endog vores Biskop efter en og anden Befaling og Paaanke ikke har kunnet faaet afskaffet. Det er jo formasteligt, uforsvarligt og forunderligt, at Clericiet imod Guds Ord, imod Loven og imod Ritualet og de symbolske Bøger har saaledes afskaffet Confessionem og misbrugt Afløsningen.
2) Loven befaler udtrykkelig Pag. 244, at Præsten skal ikke tilstede hverken Unge eller Gamle til Sakramentet, førend de baade kan læse og forstaae Börnelærdommens Ord, finde deraf den rette Mening udi Hjertet, skulle kunne begjære at skriftes, vide, hvad Herrens Nadvere er, og hvad Nytte den haver med sig, og til hvad Ende de begjære at bruge den. Dog tilstedes mange Hundrede til Skrifte, som ikke vide det Ringeste af Alt dette, og fordi de slippe saaledes frem uden Regnskab og Fraholdelse, derfor tage de sig aldrig Tanker eller Omhu til at lære noget Mere. Er da ikke Skriftestolen paa den Maade til Satans Riges Bestyrkelse?
3) Her annammes og absolveres immerfort det ene Slags selvraadige Syndere efter det andet; sjelden tages Løfte af dem til Forbedring, og om det tages, da spares de nok siden for Paaæskelse derom, og de forskaane sig nok selv for Løftets Fuldbyrdelse, blive saa 2 eller 3 Gange om Aaret paa vanlige falske Løfte absolverede, hvilket bestyrker og hærder dem i deres forsætlige Ondskab. Særdeles ere Uforligelige, Had- og Avindsfulde ikke at bringe til nogen sand Forligelse med deres forurettede Næste, førend de til Kjærlighedsmaaltidet fremtrænge sig, hvilke, saasom de plat uværdeligen communicere, saa maa Skriftestolens efterladne Misbrug befordre dem til den Dom, som de derved indløber.
