Jeg ved vel og vist, at min udvalgte Hr. Nicolaus Engelhart har i min Fraværelse besøgt min Menighed og deelt aandelige Gaver med Eder; Gud eier ham, og salige ere I, dersom I vandre efter den Rettesnor, som han viser Eder; thi hans Læber bevarer Sandhed, og han er i sit Liv Guds Nazaræer. Amtmand Must, har du, som jeg troer, og som Du gjorde i min Tid, styrket Præsternes Hænder og været Guds Tjener til min Menigheds Renselse, saa være Du velsignet for Herren med Hustru og hele Huus.
Den Herrens Tjenerinde, Nette Nobel, finde Jesu Kjærlighed, og min hjerteelskede Foged, Herren være din Ven, som du var min; dem, som ære Gud, vil Gud ære; lever endnu din Hustru, saa er hun min Ros, er hun død, saa bier hun efter mig hos Engle. – Min Lyst og Fryd, Christian Friis, du holder endnu ved din Fromhed; det skal gaae dig vel, du udvalgte den Høieste til din Deel, og hans Lov var i din Mund hver Dag. Din Hustrues Deel skal være hos hende, som udvalgte det Bedste, som ikke skal tages fra hende. Sorenskriver Johannes Friis, din Retfærdighed har gaaet frem som Morgenrøden; din Hustru har den Spaadom, de Sagtmodige skulle besidde Jorden. Min Lasare, min Ven Ludvig Iverssøn, der var Ingen som du i Oprigtighed, Gudsfrygt og Taalmodighed, i Kjærlighed, i Evangelii Længsel. Du ved jo, at vort Liv er skjult i Christo, og der er saaet Lys for den Retfærdige. Din Hustrues Haab skal ikke beskjæmmes, hendes Horn er ophøiet i Herren, og han bliver hende til Salighed. – Brun er som en udsluppen Hind, der giver deilig Tale, og hans Hustru bør høre én Engels Fred; thi hun var med Salve hos Jesu Grav. Johan Johanssøn og hans Hustru er Retfærdigheds Træer til at helliggjøre Herren selv. Den anden Medhjælper Aage Oudenssøn finde Naade for Gud og Løn for sit Arbeide; i Herrens Ord være hans Hustrues Trøst, saa skal hun aldrig snuble. Jens Gran og hans Hustru med Jens Oudenssøn og hans Hustru og den aldrende (?) Moder Loidi, Johan Robertssøn og hans Hustru med sine Børn, Willum Robertssøn med Hustru og Datter vente Israels Trøst og det Liggendefæ, som er henlagt i Paradiis. Den rette Enke, Saræ, Niels Aagessens, Krukke blive aldrig tom for Velsignelse, ikke hendes Hjerte for Trøst, og hilser paa Molde alle de Andre; deres Navne staae saa vist i Livsens Bog, som de ere i mit Hjerte. Hilser ved Navn Amtmandens Værmoder; hun er et saligt Træ udi Guds Forgaard og grøn i hendes Alderdom, Livsens Krone hænger over hendes graae Haar. Jeg veed, at det hele Amtmandens Huus er en Retfærdigheds Bolig; hver, som gaaer der forbi, siger: vær velsignet, der har Palmetræet og Viinkvisten forenet sig. Hilser
