Superintendentens Forretninger (Fol. 76). Men det synes Mag. Niels ikke synderlig at agte, idet han kalder dem nogle menneskelige Ordinanser og Recesser og lader det sig anse, at han ikke har observeret den Forskjel, som i Ordinansens Fortale gjøres mellem Christi Ordinans, der handler om Ordets Prædiken, Sakramenterne o. s. v., og den kongl. Ordinans, der handler om at beskikke Prædikanter, om den udvortes Gudstjeneste o. s. v., hvorfor min Modstander burde skrevet med mere Finhed og større Overtænkende. Den samme Mangel paa Agtelse for Øvrigheden viste han ogsaa i sit Svar til Bispen den 23de Februar 1642, da han svarede, at om end Kongen selv forbød ham det, saa vilde han dog med saadanne (fordægtige) Folk have sin Omgjængelse. I 1648 har han vist haardtrykkelig Modvillighed til at samtykke med os andre i hvad der blev konkluderet om kongl. Skatters Udlæg; 1649 viste han Gjenstridighed mod Øvrighedens Forordning om Alumnernes Underholdning i Kannikernes Hus, hvortil han havde forpligtet sig, men hvilket han, da Baden kom til ham, ikke vilde efterkomme, ikke at tale om hans fordægtige Overhørighed mod Bispen, som den 23de Febr. 1642 befalede ham at holde en Disputas de justificatione i Gymnasiet. „Derforuden er noksom at eragte, hvad Respekt han viser Øvrigheden af det, som i Paaskedagene passerede; thi da jeg Dagen før Paaskedag ved Medhjælperne lod ham Øvrighedens Vilje venlig forstændige, at han mod Ordinansen og mit Kalds Frihed Intet skulde sig befatte med mit Embede og Prædikestol uden mit Minde, hvilket Bispen derefter baade skriftelig og i Kirken mundtlig saa og ved Mag. Jesse Madsen, Professor og Canonikus, til Overflod ham paany har foreholdt – dette Altsammen ueragtet, han dog baade som en Rebellant mod Øvrigheden og som en haardnakket Indtrænger i fremmedt Kald og Embede med Trusel og Trodsen sig Aftensangsprædiken paa Paaskedag haver anmasset, mere
