Mag. Niels med Sine ikke vilde taale. „Udi sin paskierende Indlægsbog bruger min vederpart Benævnelsen aandelige Tyve og Mordere og dermed baade falskelig muterer statum controversiæ og sine skammelige Skjældsords rette Mening. Jeg kan ikke forstaa, hvorudi denne Aandelighed skulde bestaa, og formener efter min ringe Forstand, at hos det Slags Folk, nemlig Tyve og Mordere, saalænge de findes saadanne, snarere udi Sandhed er at befinde en djævelske Kjedelighed og Haandelighed med deres fordømmelig Frugter, end Aandelighed“.
Til de Punkter, hvorpaa min Vederpart grunder sin Skjælden, svarer jeg, at jeg er rettelig sendt og kaldt „endog hen ikke blues ved at sige, at jeg giver mig ud for at være Christiania Sognepræst og retsindige Sjælesørger“; han her altsaa lovlig bevise det Modsatte ligesom den anden Beskyldning, at jeg med antichristelig Lærdom er gaaen foran Christus, eller lide, som vedbør. At Nogen ved min Forsømmelse er løben Djævelen i Kløerne, er ogsaa et usandfærdigt og skammeligt Tillæg; hvordan jeg har røgtet mit Kald, derom vidner Menighedens Testimonium, hvilket min Vederpart i sit Indlæg mærkeligens synes at forklejne og foragte, idet han taler om Annas og Kaiphæ Testimonium af det jødiske Folk og skriver, at det udi denne Tid er med et besynderlig NB. til en dagelig Memorial at antegnes. Om det ej er Øvrigheden og Menigheden til største Præjudice, ved jeg ikke.
At han af Matth. 18, 15, især af det græske Ord ἔλεγξον αὐτὸν hvilke han tidt og ofte beraaber sig paa, vil anmasse sig at straffe os fattige Præstemænd eller hvem han lyster, synes det Skriftsted ej at kunne taale; thi der taler Christus om den Magt, som han har givet ordets Tjenere, en Fortolkning, som alle Theologer have antaget og Kirken i sin praxis fulgt. Ordinansen byder Superintendenten at føre den gejstlige Inspektion og ingen Læsemester sligt Straffeembede anbefaler, ja udtrykkelig forbyder ham at befatte sig med
