Færd, hvis de havde havt Magt til at lade ham undgjelde for det Selve Forliget er i det Hele noget underligt; den hele Strid erklæres her for en Misforstaaelse og for en Frugt af menneskelig Skrøbelighed; men Mag. Niels’s skarpe Udfald mod de lærde Mænd og anselige og veltalende Prædikanter, hvormed han naturligvis først og fremst sigtede til Mag. Trugels og rimeligvis Bispen ogsaa, bleve ej underkjendte, men staaende, og Beskyldningen for skrøbelighed o. s. v. kom saaledes mest til at ramme hans Modstandere som de, der havde kaldt ham for Retten; desuden blev Bispen ogsaa tilpligtet at ophæve det af ham givne Forbud mod, at Mag. Niels skulde prædike. Man maa saaledes være enig med Mag Niels, naar han regner dette Forlig som en Sejer for sig og anfører det som et Exempel paa sine Modstanderes frugtesløse Angreb, medens man vel ikke vil give ham Ret, naar han erklærer Angrebet for ugrundet. Det er ikke let forklarligt, hvad der kunde bevæge Bispen og Mag. Trugels til at lade sig nøje med et saadant Forlig; at de godvillig skulde have paataget sig den væsentligste Skyld i de foregaaende forargelige Stridigheder, er ikke rimeligt Men, som det senerehen end bedre vil sees, Statholderen synes at have været Mag. Niels gunstig, og han var jo den, som bragte Forliget istand, ja er endogsaa den, som har affattet Forliget; thi det fremgaar klart nok deraf, at han dere Steder taler i første Person (f. Ex. „de have hjemstillet Alting til mig som kongl. Maj.s Tjener og statholder her paa Stedet“). Var han nu gunstig stemt for Mag.Niels, saa har han heller ikke manglet Evne til at gjøre det gjældende; thi at Kapitlet har staaet under et vist Tryk, synes at fremgaa af en liden Notits i Kapitlets Kommuneregnskab. Det heder nemlig: „Lod jeg (Jesse Madsen, Notarius) gjøre en Sølvkande, som til et Honorarium ædle og velbyrdige Hr. Statholder Hannibal Sehested paa Kapitels Vegne den 6te Marts 1643 blev offereret“;
