mor var borte, al trøst var henrundet. Nu saa jeg ikke mor mere. — — — Da den trange tid tog sin begyndelse, da var ogsaa jeg en af dem som maatte omstreife næsten som en anden betler.« — — —
Siste kapitlet i levnadslaupet kallar han »advarsel og bekjendtgjørelser«. — — — »Nu da, saa haver jeg foran optegnet og foregivet mit levnetsløb som jeg haver anbragt ifra mit fødselsdatum, og saa haver jeg tænkt, at jeg skulde gjøre det eftersom jeg haver erindret den hele tid igjennem. Give da Gud, at det maatte være antageligt for alle og enhver som vil se og betragte dette mit optegnede levnetsløb, hvilket jeg her har gjort med ringe evner og meget enfoldigt, da jeg er ganske simpelt lærd, da jeg i min spæde barndom blev haardt skræmt, som er meldt om under pag. 1 og 11. Dette haver været aarsag, at jeg ikke skulde havt mit fulde forstand. Hvilket jeg beder kjære medmennesker ikke at tage til mistykke.«
Dei tvau siste aari Hansliguten levde, kom han til aa bu so langt unda, at det vart uraad med det stive beinet aa gaa so langt som heim aat meg. Men eg fekk helsing fraa honom jamt og samt, og eit og anna brevet imillom. Siste brevet han sende meg var mest ulesande; det var med naudi eg fann ut, at han vilde faa meg til aa leggja fram rekningi hans paa tingbordet um hausten, so øverheiti fekk sjaa henne, og dersom eg trudde det kunde styrkja kravet hans, so kunde eg leggja fram »Sangechoret« au.
Detta vart siste brevet Hansliguten skreiv; eit fjorungsaar etter døydde han, 86 aar gamal.
Ivar Kleiven.
