Denne siden er ikke korrekturlest
269
Hansliguten.
»Et lidet enfoldigt sangechor, sammensat af en arm og
elendig synder, som gjerne vil henvende
sig alvorlig til Gud med
Oprigtig sand Bod.«
Oprigtig sand Bod.«
Daa diktingi aat Hansliguten ikkje er utslag av medfødd skaldegivnad, er det uraad aa finna ein eigen grunntone i salmorne hans, eller aa faa inntrykk av det sermerkte ved det gudelege livet hans. Sjølv vilde han hava det so, at det var botssalmor han dikta. Og han rimar svært mykje um aa gjera »alvorlig sand bod«; det er mest ikkje noko maat med botferdigheiti til sine tider. Soleis syng han:
Gid at min’ øine var grædende kilder
og hovedet svømmed af rindende vand!
Gid at taarerne langs nedover min?’ kinder
nedflyde til fodsaalens yderste rand!
Jeg kunde ei endda til fyldest begræde
alt hvad jeg har syndet og gjort Gud imod;
men gid jeg mit leie med taarer kun væde
og derved at gjøre alvorligen bod!
og hovedet svømmed af rindende vand!
Gid at taarerne langs nedover min?’ kinder
nedflyde til fodsaalens yderste rand!
Jeg kunde ei endda til fyldest begræde
alt hvad jeg har syndet og gjort Gud imod;
men gid jeg mit leie med taarer kun væde
og derved at gjøre alvorligen bod!
I nokre av salmorne gjeng han ei hard skura med lagnaden, verdi, vondhugen, og med den vonde sjølv, og Hansliguten er ikkje den som legg handi imillom, men gjev desse vonde magter det dei hev fortent.
Vanartige skjebne, jeg vil dig nu spørge:
hvad har du at gjøre med saadan gevalt?
Vil du aldrig med saadant ophøre
at sætte enhver i ulykkens gestalt?
O, skam dig, Fukssvantser! som saadan beskandser
saa gruligt hver kristen med ulykkens baand!
Din glødende tunge, din grumsede lunge
— — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — —
er optændt af satan, den listige aand.
Svigagtige verden, du maatte dig skamme,
du maatte engang kjedes af falskhed og svig —
ei i vanvittighed saa høiligen bramme
af den fæle harnisk du ifører dig!
hvad har du at gjøre med saadan gevalt?
Vil du aldrig med saadant ophøre
at sætte enhver i ulykkens gestalt?
O, skam dig, Fukssvantser! som saadan beskandser
saa gruligt hver kristen med ulykkens baand!
Din glødende tunge, din grumsede lunge
— — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — —
er optændt af satan, den listige aand.
Svigagtige verden, du maatte dig skamme,
du maatte engang kjedes af falskhed og svig —
ei i vanvittighed saa høiligen bramme
af den fæle harnisk du ifører dig!
