Side:Syk kjærlihet.djvu/94

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Og nu forstaar Di, Vera, hvor liten mening der er i aa si, at herregud den sygdommen, er den saa farli da? og det andre, er det virkeli saa stygt da? Det er jo ikke det at jei har gjort saan som jei skrev me hundrede skjøger som gjør at jei vil dø! og heller ikke at den syfilisen er farli for mei — for dens skyll kunne jei jo gaa sunn og frisk omkring til jei ble 100 aar hvis jei ikke netop var uheldi. Det er jo ikke det. Men det er det, at den psykiske sygdom som blant andet har skaffet sei utslag i at jei gjore saan me de skjøgerne, den ville jo sansynlivis allerede i og for sei være tilstrækkeli til aa dræpe Deres kjærliket, sell om Di ellers kunne elske mei — og naar saa dertil kommer alle disse fysiske sygdomme ossaa, me al den risiko de ville utsætte Dem for, saa er det jo aldeles klart at aldri, aldri kan Di komme til aa elske mei. Og derfor er det jei maa dø, naa da Di først er runnet mei i bloe som Di er — forstaar Di ikke det naa Vera, efter alt hva jei har sagt Dem? Naa kan jei jo ikke dille videre mer og si til mei sel: «hvem vet! hvem vet!» — for naa er jo det siste haap ute om noensinne aa kunne komme til aa elske og bli elsket igjen — og uten det kan jei ikke leve. Forstaar Di naa at jei kan ikke rejse hjem og gaa i fængsel for bakefter bestandi aa bli sammen me Dem og Waldemar? Di ville bli saa gla hele Deres liv da, sier Di. Aa nejda Vera!