Side:Syk kjærlihet.djvu/63

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


ble staaende der og vente paa henne. Hun ble sittende litt og se bebrejdende paa ham — men saa maatte hun jo rejse sei hun ossaa, for hun elsker ham jo, og saa sa de adjø begge to og gik og forsvant, og lissom tok me sei den siste duft som ennu var igjen a Dem i Paris. Og saa revnet det pludseli op altsammen derinne i mei; hele forstaaelsen a det som var skedd brøt sei frem i en hulken som rystet hele mitt legeme, og jei grep omkring stokken me begge hænder som i krampe, og bét tænderne sammen og bøjet ansikte mot joren, mens graaten rullet op gjennem bryste i tykke kvælende bølger, og læberne skjalv og hænderne rystet, og taarene silet nedover kinnene, og dryppet og dryppet, ned paa den gule sann.

Slik ble jei sittende en lang stunn.

Endeli var det over, og jei tok lorgnetten af, listet haannbaken hen over ansikte og tvang mei til aa se op som om ingenting var. Maarenfrisk laa Boulevarden opover, solbeskinnet mellem dype-grønne, hvidblomstrete kastanjer. Maarenfrisk og stille. Bare en enkelt drosche rullet bløtt henover asfalten, en mann gik der saa fredeli og arroserte, trækkende rullesprøjten efter sei, fulene sang og folk gik glae til sit arbejde — og her sat jei! — Jei holt det ikke ut, jei bøjet igjen mit hode og brast ut i en ny krampegraat...

... Aa, hvorfor hadde jei ikke sagt Dem det, at siden Di allikevel ikke kunne elske mei, saa ville jei dø idag!... saa hadde jei nu ligget derborte paa