papire er dækket me et lag af støv, pennen ligger rusten ve siden a, og blække staar og tørrer bort a sei sell i det støvete blækhuse - jei har ingenting aa skrive. Ingen ting — mit hjerte er døtt og min hjerne er tom...
Og de par fattie malere som jei kjenner her i Paris kan jei ingenting laane af; jei ville jo ikke kunne betale dem igjen — og hva skulle det ossaa tjene til?! Noen dage før eller noen dage senere — jei har jo ingenting aa vente efter!... For hun kommer jo ikke. Eller sell om hun kommer saa er det jo først om maanter til, og den tid jei har igjen kan ikke mere tælles i maanter eller uker, den maa tælles i dage!... Naar de sier stop derborte er det slut...
ørsk og sløv og træt som til døden blir jei sittende der og stirre og føler ingenting ve det — la det bare komme!... gud hvor jei er færdi...
Men pludseli faller det paa mit hjerte som en tong kvælende sorg: «Hvor ville jei gjerne set henne igjen!... Men det kan altsaa ikke ske!» — og jei blir sittende der og tænke paa henne:
Hun har ikke skrevet. «Jei skriver snart til Dem, men idag er jei mere enn alminneli fordrøvet og da kan jei ikke» skrev hun for 5 uker tilbake — og hver dag siden er jei vaagnet me de orene i hode, og hver nat er jei søvnet inn me dem... Men hun har ikke skrevet — hva bryr hun sei om mei hva kan jei være for henne!... hun har jo ham som hun elsker, og hun har de to smaa barna sine
