Side:Syk kjærlihet.djvu/353

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


uti haven, saa følte jei det igjen næsten som at Di ikke var der — aa Vera! Vera!

og jei klynger mei sykt inntil henne.

— Ja stakkars stakkars dei! hvisker hun stille og trykker mei kjærli inntil sei og klapper mei.

— Men naa har jei det gott, hvisker jei sagte — aa tak! tak! for at Di er her...

— Du! sier hun om litt og venner ansikte mit op imot sit — jei har faat et nyt brev fra Waldemar idag!

— Jasaa? — om at han ikke skyter sei da?

— Nejda! han skyter sei fremdeles.

— Men hva er det saa han skriver? — faar jei lov aa læse det?

— Nej, jei har det ikke paa mei. Forresten staar der ikke egentli noe i det... han sier blant andet at vi to, du og jei, vi er to jerngryter! — og han en stakkars lerpotte som er blet knust imellem os.

— Saa?... den lignelsen syns jei ikke er videre træffende.

— Nej, ikke jei heller!... Ossaa fortæller han, at naa har han vært runt og sakt adjø til alle de stedene hvor han har bodd.

— Hvor Di har bodd mener Di...?

— Nejda! det hadde jo ikke vært noe rart — nej de stedene hvor han har bodd er det han har vært runt og sakt farvel til!

— Det var mei en løjerli elsker! — er han blet skrullete naa?