— Jotak! — det grøsset i ham. Det er skrækkeli
kolt i aften, mumlet han; goaften! — og han
tok til hatten og løp videre, trampende benene
mot fortoue og ropende videre sit: «Le Courrier
du Soir! dix centimes! v’là le Courrier du Soir!»
Jei ble ossaa da staaende og se efter ham. Vist fryser han ja, tænkte jei — baade nu og kansje hele dagen saanne dage som idag; men om en liten stunn, naar de par exemplarer dér er solt, saa sitter l’Aigle lunt og godt nede paa Boulevard Rochechouart, inne paa «Mirliton’en» og drikker sin gratis bock og skraaler fornøjet me alt det han aarker, omkvædene paa de viser som synges derinne. Og naar saa klokken blir hal-to, to, og alle gjæsterne er gaat untagen han, saa gaar den fint-klædde opvarteren me det sorte velplejede haar og skjæg og det skinnende hvite forklæe ut i kjøkkene og henter inn en stor kasseroll me kogt ris. Den sætter han me et velvilli smil foran l’Aigle som smiler fornøjet til ham — og gaar saa bort til disken og skjærer en svær snej af det lange franskbrøe som staar der op a væggen, og kaster leende snejen bort i kasserollen. Og l’Aigle tar fat af hjertens lyst. Opvarteren smiler me korslagte arme, lænet mot disken; den stakkars visesangeren sitter der ve siden a l’Aigle og misunner ham denne overvættes venlihet fra værtskabets side; men værten sell i brune fløjlsklær, rø skjortekrave og sort bulehat paa hode har stillet sei op
