et stykke længer nede i vejen kommer to store mørke tingester opover efter os — to store vogner.
Vera og jei tar af en sidevej nedover et jore og venter et stykke dernede mens vognene passerer. Og dér stiller hun sei saa op ret foran mei, me maven og hele kroppen tæt op imot mei, og ser mei saan intenst bløtt inn i øjnene, som før naar hun var rikti gla i mei — og sier intrængende, energisk, halt som en bøn, halt som en kjærli befaling:
— Vent til paa Manda...?
Jei skjælver — for denne gang er tonen rikti; holler hun den er jei fortapt! da maa jei lide det éngang til, alt det som jei naa har bâk mei; for da kan hun gjøre me mei hva i al verden hun vil...
Men hun ser ikke virkningen, det er for mørkt — og føler den ikke, for hun har ikke mere sin arm i min; og mens jei staar der og skjælver uten aa svare, synker hun sammen og stivner til igjen:
— Aa nej, sier hun tret —: det nytter nok ikke mei i dag aa snakke til Dem... det virker ikke paa Dem idag noe a det jei sier. —
Vognene er passert, vi gaar igjen opover til hovedvejen, og Bjørck som er stanset deroppe kommer bort til os:
— Der er ikke mening i dette! sier han — naa har jo de to fyrene der set os; mei ialfall har de set, og jei er jo let aa kjenne paa skjægge... og har de saa set en dame ossaa, saa kan jo ikke det være mer enn én — og saa blir vi begge to dradd
