— Nej, ingenting — jei ryster paa hode.
— Jaja... jaja... adjø da! — og han omfavner mei igjen derinne i droschen, stærkt bevæget, og stiger saa ut, slaar paraplyen op, og forsvinner inn i den smale gaten hvor han bor.
— Majorstuen! roper jei til kusken og læner mei tilbake i vognen — saa underli tom i hjernen...
Droschen stanser ve Majorstuen, kusken hopper ned a bukken og lukker op døren, og jei stiger ut paa den sølete lannevejen og betaler. Forsikti, paa taa, gaar jei tværsover vejen bort til det smale fortoue paa venstre side.
— Aa Di! roper jei tilbake til kusken som er kommen sei op paa bukken igjen og holler paa aa snu hesten — kan Di si mei: er det langt til Holmen?
Prrruuu! — kusken lægger sei tilbake deroppe paa bukken og holler hesten igjen alt det han aarker — skal Dere saa langt saa er det nok best Dere kjører da!
— Nej tak! nej tak! jei vil nok gaa — adjø!
Droschen kjører nedover.
Det regner jevnt og tæt og er temmeli mørkt. Me hattebræmmen ned over øjnene, stokken under den venstre armen, og begge hænder begravet i lommene paa vaarfrakken vandrer jei alene opover lannevejen paa det smale sølete fortoue — træt og trist og sløv, men lissom færdi ialfall me det altsammen.
... gud for et vejr!... saa! glie gjør en ossaa i
