Side:Syk kjærlihet.djvu/30

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Og jei albuer mei videre frem mellem alle disse mennesker som gaar her og ser saa hjemme ut — herregud, den som bare var en a dem!...

Pludseli stanser jei op — nej fy for al ulykke, ikke henne der!

... Henne ville jei ikke være allikevel, hun somsitter paa joren me ryggen lænet op mot sidevæggen af den markedsboden der, og har et par cricri’er i fange som hun vil sælle, og én i haannen som hun skriker me. I filler er hun klædd, paa hode har hun ingenting andet enn de skidne graa haartjafserne, hænderne er magre og bogstaveli talt sorte, øjnene er røde og rinner — og mitt i ansigte, der hvor næsen har staat, har hun bare to væmmelie huller. Nej maa jei da be om aa være mei! hun dér er jo nøtt til aa leve til hun dør sell me det dér — fi donc! Nej nej nej nej — æsch!...

Jei venner mei vammel bort.

— «Paris! grand journal du soir! vient de paraître! dix centimes! Wilson arrêté! Paris! voilà Paris!» — slik kommer de skrikende af full hals opover Boulevarden, en hel flok af fyrer den ene like efter den anden, hver me sin avisbunke hængende over armen. — «Paris! voilà Paris!» overdøver for en stunn alt det andre skraale. Det høres noksaa lysti ut — den der bare var en a dem!... Skjønt de later til aa leve paa smal kost allesammen, sultne og frøsne som de ser ut... Nej men hva? — En a dem er jo l’Aigle, min ven fra Mirlitonen; han sæller altsaa «Paris» ossaa...