— Saa rejser vi da, Erik! sier Bjørck da vi kommer inn.
— Rejser dere alt igjen? spør Gaarder overrasket og ser forundret paa os begge.
— Ja, svarer Bjørck, og han og Erik sier adjø og gaar, og Gaarder og Fredrik føller dem ned paa bryggen.
Oppe i vindue i den blaamalte stuen blir jei staaende og se derned paa dem da de rejser. Det er Erik som ror den hvite sjægten, og agter sitter «han» bre og trygg og ser utover fjoren — rørenes milt og vemodi stemt kan jei tro... som derute i haven overfor det still-lébene...
Den siste snip af sjægten er forsvunnet bàk odden derute tilhøjre, men jei staar ennu der og stirrer paa det sted hvor den forsvant.
— Pas de chance! sier jei saa til mei sell, og derme gaar jei mekanisk ut i haven igjen, svært sløv og likegyldi stemt, og laver mei en absinth til.
Klokken er snart toll. Me hatten bak i nakken og begge hænder i buxelommene diller jei sløv og apathisk ned a den bratte vejen gjennem furuskoven, nedover mot Hvidtsten. Det er blik stille. Solen brænner og steker og jei har den akkurat like bak i nakken — der fins ikke spor af skygge paa den hvite støvete vejen trods den høje furuskov paa begge sider.
